Det hele begyndte med et “what if?” – hvad nu hvis…..man kunne tale med nogle
af de berømtheder, der ligger begravet her. Sådan tænkte jeg, da jeg i 1995
på min ensomme rejse besøgte Pére Lachaise kirkegården i Paris.

Selvfølgelig ville jeg tale med Jim Morrison – og næste tanke var: Sarah Bernhardt
og Oscar Wilde – især Oscar Wilde havde jeg læst og også set hans stykker på
teatrene i London.
Jeg kiggede nærmere på bagsiden af brochuren, som jeg købte hos portneren.
Uha, der ville være mange at vælge imellem, men jeg besluttede mig for de tre
jeg først tænkte på.

I 1995 blev jeg også præst, og jeg fik travlt med at skrive prædikener og taler.
Årene gik, men idéen fulgte med. Jeg vidste intet om hvordan man skruer en
roman sammen, og besluttede at lære det. Fra 2016 og frem til 2020 bevægede
romanen og jeg os langsomt frem i takt med at jeg lærte faget. Der var pauser,
for livet kalder på os, beder om vores opmærksomhed.
Hvis spurgt direkte om min inspiration, så kan jeg ikke længere svare på det.
Husker at jeg hele tiden udvidede med “what if?” – og min elskede Mormor
kom ret tidligt på banen. At jeg inddrog min oldemor, skyldes en periode
hvor jeg var udi slægtsforskning, og fandt en forklaring på hvordan og hvor
hun døde. Også i dette familieforhold i bogen er der selvbiografi.

Min interesse for, og læsning af Jung, Dostojevski, Beckett m.fl har også
været kilde til inspiration. Jeg håber, at læserne vil fange alle lag i denne
rejse sammen med Emilie.

Du finder mere om selve det at skrive under OM AT SKRIVE