Du vil gerne vide lidt mere om mig, for du er nysgerrig, ligesom jeg selv er.
I skrivende stund, februar 2024, er jeg 76 år – det er jo en høj alder at debutere i.
Det er et langt liv levet at fortælle om, men jeg skal forsøge at gøre det kort,
og i denne forbindelse, om noget der vedrører mine tanker og skriverier.

Jeg er teolog og pensioneret præst – ja, pensionist med flere titler, eftersom jeg
også har taget flere mindre uddannelser i mit liv.
Jeg er født og opvokset i Sydhavnen, på Borgbjergsvej ved Mozarts Plads.
Far var murermester og Mor uddannet i skotøj. Jeg har en yngre søster, som det
var svært at holde fra mine bøger. Det er fra Mor, at jeg har min
interesse for at læse og for litteratur. Hver aften blev der læst højt, og det var
vidunderligt, at lægge sig til at sove, med f.eks. historien om “Palle alene i verden”
i sine ører, for så kunne den bringes med ind i drømmeland.

Hvis du har læst “Det evige øjeblik”, så kender du mig ret godt allerede, for
jeg er Emilie, i hvert fald 99%. At læse, tænke, observere og analysere er noget,
der altid har præget mig. Mine forældre bekymrede sig for mig, da jeg var
barn, og spurgte vores doktor Lund, om det var sundt, at jeg læste så meget
og at jeg sjældent legede i gården med de andre børn. Han spurgte dem, om
jeg havde ondt nogen steder, og om jeg virkede som om jeg ikke trivedes,
hvilket de svarede benægtende på. Og så konkluderede han, at de bare skulle
lade mig læse alt det, jeg havde lyst til. Jeg er doktor Lund stor tak skyldig. Min elskede
Mor sagde altid, at jeg var opvokset på et bibliotek, og biblioteket er stadig et af
mine favoritsteder, selvom jeg med tiden har opbygget mit eget herhjemme.

Da jeg ramte Rystensteen Gymnasium var det med mange års stor skriveglæde
bag mig: Desværre mødte jeg den forkerte dansklærer, som det lykkedes over
de næste par år, at jorde min selvtillid til nulpunktet: jeg holdt op med at
skrive, overbevist om, at det kunne jeg bare ikke.
Jeg fortsatte, som voksen, med at skrive til gemmerne uden forsøg på at
offentliggøre. Eksamensopgaverne på teologistudiet var et følelsesmæssigt
helvede for mig at skrive. Det sidste hak i tuden fik jeg med karakteren for
mit speciale. Jeg bestod, men ikke med den karakter, som jeg havde set frem til.