Tekstuddrag af “Det evige øjeblik” af Anita Christensen © 
Udgivet på Alias Forlag Aps februar 2024  
#

Emilie gik ind gennem hovedporten til Pére Lachaise kirkegården. Der havde været et pænt stykke at gå fra metroen, og hun havde allerede ondt i fødderne. I portnerens lille hus købte hun for 10 francs et kort over det store område. Nu var der kun to sedler tilbage. Hun havde en rød og en hvid blomst med. Kamelia, havde blomsterdamen i Gare du Nords lille blomsterbutik fortalt hende.

   Hun foldede det store kort ud. Hvor ligger de? Sarah og Oscar og Jim? Der var mange prikker med navne på berømtheder. Hun kiggede på indekset. Område 6. Hendes finger fulgte stierne, og hun fandt Jims prik og navn. Det var nærmest, og hun gik målrettet mod hans gravsted ad Avenue Principale.

   Det hele fyldte hurtigt hendes øjne og hendes sind. Små huse, etværelses med fire vægge, mausoleer med dør, som om man kunne banke på døren, og den døde ville komme og lukke op. Nogle døre var halvt åbne, eller hang kun på det ene hængsel. Som om de døde er brudt ud af gravene. Nå ja, måske ikke brudt ud, men simpelthen løbet deres vej. For at bo i deres bolig hos Gud i stedet for. Tiden stod ikke stille her, det var noget pjat at sige. Snart var støvets huse også blevet til støv. Emilie skuttede sig i frakken – tog tørklædet af og omarrangerede det. Bekæmpede fornemmelsen af død med en velkendt handling. Hun kunne ikke lide kirkegårde. Ikke efter Mormors begravelse. Tanken om den kolde krop i den kolde jord var ubehagelig.

   De havde “øvet” begravelser på Pastoralseminariet. Et bord havde udgjort det for kisten, og de havde skullet afprøve, hvordan de tre små skovlfulde jord skulle “lægges” stille på kisten, så det ikke gav nogen hul lyd fra sig. De havde også fået instruktioner i, hvordan man skulle passe på, når man var “på graven” ved kistebegravelser, at man ikke skulle træde for tæt på kanten og måske falde i. At øve sig på livets endegyldige og afsluttende handling var en nødvendighed – alt skulle gå rigtig til.
Hun var nået frem, satte sig på hug og lod tasken glide ned fra skulderen. Sikke noget svineri. Visne blomster, tomme flasker, cigaretskodder spredt ud over graven. En betonklods med afslåede kanter. Hans navn malet med sorte blokbogstaver. Der var graffiti overalt på stenen, også på bagsiderne af genboernes høje gravsten. Kodeord som LIZARD KING – THE OTHER SIDE – BEAUTIFUL FRIEND.

   “Du trænger til at få ryddet op i dit hus, Jim,” sagde hun højt.

   “Ja, det er noget værre svineri,” lød en stemme.

   Emilie vendte hovedet. Nogle få meter væk stod en mand lænet op ad et træ. Armene over kors, det ene knæ bøjet så foden hvilede på stammen, nonchalant. Han lignede Jim Morrison på en prik.

Har han stået der hele tiden? En skuespiller? Så for de 10 francs får man både kort over kirkegården og en look–alike? Lidt for spændende og ganske unødvendigt.

   Hun vendte ansigtet mod graven. Hun havde ikke brug for det her. Vidste så udmærket, hvordan Jim Morrison havde set ud.

   “Så, du kan høre mig?”

 Emilie vendte sig ikke. “Ja, og se dig!” En djævel for i hende og hun fortsatte: “Men du er jo død, ikke?

   “Helt bestemt. Det er jeg. Selvom jeg godt ved, at der har været mange spekulationer.”

   Hun på ham igen. Det lange hår, den fyldige underlæbe, bæltespændet, læderbukserne, støvlerne. “Men hvis du er et spøgelse, så burde jeg være meget bange lige nu.”

Bange ligesom dengang morbror havde set et spøgelse ved fodenden af sin seng. Mormor siger, at spøgelser er der for at passe på en. Man skal ikke blive bange. Men jeg er bange. De voksne drikker kaffe, men jeg glider ned af stolen og gemmer mig under bordet og er der slet ikke. Jeg kan ikke sove om natten. Far siger, at der ikke findes spøgelser. Jeg hører, hvad han siger. Min natlampe er tændt, men jeg er alligevel bange.

“Måske har du set spøgelser før?”
“Nej.”
“Eller været ude for andre,” han tøvede, “mærkelige hændelser?”

Hvad rager det ham? “Nej.”  Ikke når man ser bort fra alt det, der er sket de sidste fire dage.Emilie flyttede på nogle visne blomster, og lagde den røde og hvide Kamelia på graven. En stor spyflue kravlede ubeslutsomt rundt på toppen af en ølflaske. Så hop dog i. Få dig en brandert, og dø af den ligesom Jim. Spild af liv. Hun gav sig til at læse mærkaten på en whiskyflaske på gravstenen: Jack Daniels, Old number seven, Tennessee sour mash whiskey …Hun vendte igen ansigtet imod ham. Nu smilede han, som om han ville berolige hende? Nej, som om han tænkte, stakkels tøs, nu går hun snart i spåner.Han må tro om igen. Hun rejste sig op.

   “Ifølge mine oplysninger og dette gravsted, hun pegede bagud, så er Jim Morrison død den 3. juli 1971, og hvis han er det, hvem er du så? Kan du ikke bare gå og lade mig være i fred?”

“Jeg er Jim Morrison. Dén Jim,” svarede han og pegede på det forhutlede gravsted. Hans øjne var triste.

   Et ældre par nærmede sig fra stien til højre. Om lidt ville de passere, og de ville helt sikkert reagere, når de så ham. Men parret hilste kun på hende; det var, som om Jim slet ikke var til stede. De så ham åbenbart ikke, som han stod der, op ad træet kun få centimeter fra dem. Da parret var nået et stykke væk, sagde hun: “Men hvis jeg kan se dig, hvad foregår der så lige her, nu?”

   “Det kan jeg ikke forklare dig, sådan videnskabeligt, men jeg er her, fordi der er nogen, der har brug for din hjælp.”

   Hun stod og mærkede efter. Hun var ikke bange, men på vagt. Og nysgerrig. Jim Morrison var død, og alligevel kunne hun se ham. Hvis han havde været et spøgelse, så var hun selvfølgelig blevet rædselsslagen, ergo, det kunne han ikke være. Hvorfor sagde han “sådan videnskabeligt”? Gør han grin med mig? Afvisende sagde hun: “Godt så, men jeg har desværre ikke tid til at hjælpe nogen, for jeg skal hjem. Nå et tog til Danmark i aften.”

   “Det skal du nok nå,” sagde han.

   Emilie gned sin pande. Trætheden overmandede hende. Hun havde bare lyst til at komme væk. Nu måtte det stoppe. Hun skulle væk fra dette sted, denne by, dette land og hjem mellem sine egne fire vægge, hvor man kunne regne med, at ting var, hvad de så ud til at være. “Ved du hvad, Jim Morrison, jeg skal gå nu, hvis jeg skal nå mit tog, og jeg har haft en rigtig dårlig ferie. Der er sket en masse underlige ting, uden logik, og den her oplevelse slår dem alle.”  Hun bøjede sig, tog skuldertasken op fra jorden og begyndte at gå mod porten.

   “Okay, jeg forstår.” Han slog opgivende ud med hænderne og trådte væk fra træet. “Det var ikke mig, hun skulle have sendt, det sagde jeg også til hende, at det nok ikke gik så let.”

Emilie satte farten op. Skidt med om hun ikke fik set mere. Kun nogle få skridt, så ville hun være omkring hjørnet, og han ville være skjult for hende.

   Han kaldte: “Emilie, jeg skulle sige, at hun har bedt for dig.”

   Emilie standsede brat – hvad? hendes hjerte gjorde opmærksom på sig med et stik. Hun snurrede rundt og så tilbage på ham: “Det er Mormor, der har sendt dig?”

Han nikkede. “Så jeg befinder mig altså i en meget uvidenskabelig og særdeles ulogisk situation, hvor jeg kan høre og se afdøde Jim Morrison, som hævder at give mig en besked fra min mormor, som skal bruge min hjælp, og som jeg vil få mulighed for at komme til at se igen?” “Ja,” svarede han.

   En skræmmende tanke dukkede op i hendes hjerne: “Er jeg måske også død?” Han tøvede, så væk og dernæst tilbage på hende: “Nej, du lever.” Efter en pause fortsatte han stille: “Du taler fra livet, Emilie. Jeg taler fra døden. I livet er jeg død, men i døden lever jeg, ligesom din mormor.”

Emilie lukkede øjnene. Forsvinder han? Hun åbnede dem igen. Han var der endnu. Håbet sprang i hende, og hun greb efter det. Alt ville løse sig. Hvis hun kunne se Mormor igen. Hans ord var så store. Hvad de betød, var ikke til at rumme. Ikke til at forstå. Ikke nu og her. Hun mærkede al kærlighed fra Mormor, og varme og glæde bredte sig i hende. Lige nu havde hun ikke flere spørgsmål.

   “Du må være noget særligt, Emilie, og det føles godt at blive set af dig.” Nu smilede han stort til hende. “Og tak for blomsterne.” Så slog han ud med hånden. “Kom med. Du skal møde de andre.”

   Hun flyttede sig ikke. De andre? Han må mene dem, som han vil have mig til at hjælpe. Glæden forsvandt. Hun sukkede: “Jeg kan ikke hjælpe nogen. Jeg er selv på dybt vand og kan ikke engang hjælpe mig selv.” En solstråle fandt vej gennem de mørke skyer, og hun måtte knibe øjnene sammen bag brillerne for at se på ham. “Jeg tænkte kun på at komme til at se min mormor igen.”

  “Meget forståeligt, men du burde have noget mere selvtillid. Jeg er sikker på, at du er enormt nysgerrig lige nu. Kan du ikke ride på den bølge i stedet for at ligge i det dybe vand?”

   Selvfølgelig var hun nysgerrig. Meget nysgerrig. Der var mange timer til hendes tog gik. Det var højlys dag, så der kunne vel ikke ske noget ved at gå med ham. Hun ville kunne flygte til hver en tid, og måske hagede hun sig bare fast i en ulogisk lille gnist af håb om at få lov til at se Mormor igen. Spørgsmålet om hvordan ville være det forkerte at stille.

   Hun gik hen mod ham, og han ligesom tegnede rundt om hende og sagde: “Den behøver du ikke, der hvor vi skal hen. Kom, jeg passer på dig.”

Og midt på stien lod hun sin cirkel falde og gik med Jim.

                                                    #

Han havde vendt sig og gik ud på alléen, der var belagt med brosten. De skulle åbenbart længere ind på kirkegården. Hun nåede hurtigt op til ham og faldt i takt med hans skridt. Hun var ikke utryg. Hvad har jeg dog fået mig rodet ud i? Han sagde ikke noget. Måske ventede han, at hun ville stille ham spørgsmål, men selv om hendes hjerne kværnede, så kom der ingen klart formulerede spørgsmål op til overfladen. De nåede at passere flere etværelses, og nogle grå cementkister med grågrønne irrede skulpturer liggende udstrakte ovenpå. Forhåbentlig blev de, hvor de var. Emilie snublede i en brosten, og Jim greb hende i faldet. Hans hånd på hendes arm var fast og meget levende, inden han gav slip. De nærmede sig et område med buske og bænke, og hun kunne høre stemmer. Han sagtnede sine skridt, rørte ved hendes arm igen og holdt hende tilbage.

   “Du har ikke stillet nogen spørgsmål,” sagde han, “og det undrer mig, med det jeg ved om dig. Nu går vi langsomt nærmere, så du først kan få dem at se, og bagefter går vi derned.”

Stemmerne lød højere nu. Der var nogen, der talte sammen. Debatterede de? Jim stoppede bag en stor busk, hvorfra der var udsyn til en lille rund plads med græs og en skulptur i midten. Emilie så en mand og en kvinde dernede. Der kom en lind strøm af ord fra dem. Men det var ikke hinanden de talte med. Stemmerne steg og faldt, som om de kæmpede om nogens opmærksomhed, så slog de sammen, og det var umuligt at skelne, hvad der blev sagt. Kvindens stemme var nærmest skinger. Mandens stemme var dybere, men lydstyrken var den samme.

   Emilie iagttog forbløffet kvinden, der gjorde fagter med armene. Det ene øjeblik rakte hun dem bedende frem med opadvendte håndflader. Det næste slog hun sin arm op for ansigtet, som om hun ville skjule sig i fortvivlelse. Så røg armene i vejret, som anråbte hun himlen, og til sidst slog hun opgivende ud, gik et par skridt frem og vendte abrupt om med knyttede hænder langs siderne. Den lange lyse kjole fulgte den spinkle skikkelses bevægelser i en fejende dramatisk rytme til ordene, der kom ud af hendes mund.

   Det var som at overvære et skuespil, og Emilie skulle lige til at spørge, om det var en happening, og hvad det gik ud på, da Jim spurgte: “Kan du se dem?”

   “Ja, men ikke tydeligt. Jeg er nærsynet. Det er, som om de er gamle fotografier. Du ved sort/hvide fotografier. Midt i det grønne.”

   Han så tilfreds ud med svaret. Som om han havde fået noget bekræftet.

   Emilie så tilbage på den anden af de to skikkelser. Den høje mand stod i positur ved skulpturen, mens han støttede sin ene arm på en knækket søjle. Han førte den anden arm frem og talte passioneret og indtrængende. Han var iklædt stramme knæbukser og fløjlsjakke. Et tørklæde var bundet i en stor sløjfe i halsen. En hvid kat sad og så vurderende op på ham.

   “Men hvem er de? Hvorfor er de her?”

   “Jeg tror, at du kan genkende dem, når vi kommer nærmere. Kom med.”

   Emilie tog et fastere tag i skulderremmen og sig selv og fulgte efter Jim ud på stien, der gik rundt om pladsen.

“Hallo,” råbte Jim og de optrædende stoppede øjeblikkelig med at tale. Kvinden, der havde stået med ryggen til med bedende udstrakte arme, som om hun appellerede til nogle usynlige tilskuere, vendte sig om, og Emilie mærkede fornemmelsen af genkendelse. Det store krusede hår og det markante svaj i ryggen, den fine lille skikkelse.

   “Kan du genkende hende?” Jim smilede finurligt.

   Emilie tøvede. “Kvinden er Sarah Bernhardt. En meget ung Bernhardt.”

   “Og hvad med manden?”

Manden havde nu opgivet den positur han havde stået i og nærmede sig Jim og Emilie. Hun noterede sig nelliken, han bar i knaphullet. De fyldige læber og det halvlange hår. De tunge øjne og knæbukserne. Hendes smilebånd gav efter.

“Det er en meget ung Oscar Wilde.”